Da jeg sluttede min arbejdsdag torsdag den 22/10, blev jeg sendt ud af døren med sætningen ‘Good luck’.. Jeg går udfra de ville ønske mig en god ferie, for det var nemlig hvad jeg endelig skulle have Annemarie og jeg havde taget ferie i uge 44, for at tage rundt i og omkring Hanoi og se nogle forskellige ting. Fredag besluttede vi os for, at tage i biografen, det er ikke helt så nemt som derhjemme. Vi kørte rundt til nogle forskellige steder, men alle steder viser de åbenbart kun med vietnamesisk tale. Til sidst gav vi mere eller mindre op, for alle mennesker vi spurgte forstod selvfølgelig ikke hvad vi mente. Vi kørte hjem igen og tjekkede på den danske ambassades hjemmeside, hvor vi fandt ud af at der lå en biograf ved navn Megastar, i et kæmpe stor center ved navn Vincom city tower, (ligger på Ba trieu 191) som viser engelsk talende film. Vi cyklede derop og valgte den næste film, som de sendte. Det var en hyggelig oplevelse og ENDELIG fik vi popcorn med salt og ikke sukker.. Ved ikke hvorfor de skal putte sukker på alle deres popcorn, stop det nu!

Om lørdagen tog vi op til et hotel ved West Lake, Thang Loi Hotel, for at bruge deres pool. Vi betaler 40.000 VND, for at låne poolen hele dagen, dvs. ca. 12 kroner. Hotellet er skønt og er dejligt at komme et sted hen, uden larm.

Søndag var vi inviteret til fødselsdag hos en lærer fra vores arbejde, det var en meget anderledes fødselsdag, end hvad vi kender hjemmefra. Da vi kom ind på hans værelse, blev vi alle sat i en rundkreds på gulvet, mens der så blev placeret en masse forskelligt slags mad i midten. Så kunne vi ellers bare gå til den. Da vi havde været der i lidt tid, spurgte læreren os om vi ikke ville synge en sang for ham, så vi sang en dansk fødselsdagssang.. Den var de meget vilde med Efter vi havde sunget, sang hans 4 søskende en kærlighedssang.. Er første gang vi har hørt nogle vietnamesere synge, hvor det faktisk lød okay. Kort tid efter sangen var færdig, rejste de sig alle 4 op og begyndte at synge igen, mens de forlod rummet.. De vinkede på vej ud og sagde farvel, og det var så åbenbart deres måde at forlade fødselsdagen på.. Det var lidt underligt.

Mandag kørte vi op og så Hoa Lo prison, eller helvedeshullet, som vietnameserne kalder det, et fransk fængsel fra gamle dage. Det var rigtig spændende, at læse hvad de havde været igennem og se en masse billeder af alle de ting de brugte den gang, plus vi fik lov til at komme ind i alle de forskellige rum. Vi så små gange, de havde gravet, fordi de havde prøvet at flygte, det var verdens mindste huller, hvor jeg dårligt nok tror børn på 10 år ville kunne komme igennem, men  det var lykkedes for 5 mænd at komme igennem og flygte.

 Det hele var meget opsat og alt var gjort pænt, hvilket jeg synes var en skam, for det ødelagde lidt forestillingen om hvordan det var den gang.

 Efter vi havde set Hoa Lo cyklede vi op til Hoan Kiem lake, hvor vi parkerede vores cykler på en stor plads, overfor den berømte jadehøj. Der stod nogle unge fyre som sagde en masse til, pejede på vores cykler og grinte en del.. Vi kiggede dumt på dem og gik så videre. Vi gik ind på den rødebro og betalte så 10.000 VND for at komme ind og se jadehøjen. Når man står inde på jadehøjen, kan man se ud til skildpaddetårnet, og vietnameserene siger at hvis man kan se den store skildpadde komme op ad vandet, så bringer det lykke.

 På broen så vi en lille skildpadde lege i vandet, den prøvede at fange en død fisk. Den store skildpadde så vi dog ikke, men lidt lykke må den lille da give. Efter lidt tid gik vi igen ud til vores cykler.. Vi nåede dog ikke særlig langt, før Annemarie opdagede at begge hendes dæk var punkteret, hvorefter jeg kigger ned på mit bagdæk og ser at de også er helt fladt… Vi kiggede over på de drenge der stod på pladsen og kunne se de synes det var enorm sjovt.. #¤%&/()=)(/&%¤”#¤%&/()=?)(/&%¤#¤%&/()=?)(/&%¤#¤%&/()=?=)(/&%¤#¤%&/()… NU TÆVER JEG SNART DEN ENE MED DEN ANDEN… Er træt af dumme vietnamesere, og synes efterhånden vi har mødt rigtig mange!!!! Vi gik hen til dem med vores cykler.. Annemarie talte meget meget store bogstaver, mens jeg prøvede at få fat på ejeren af vores hus, for at høre hvad han synes vi skulle gøre. Han kunne desværre ikke hjælpe os, da han ikke var i Hanoi.. Ihhh.. Vi truede dem med politiet, men var som om de var ret ligeglade.. Øv. Vi stod der lidt tid, og blev så enige om at gå videre for, at finde nogen som kunne hjælpe med at lave dem. Vi fandt en sød gammel mand, som lappede begge cykler for 50.000 VND, ca. 15 kroner.

Hvilken uddannelse har de ansatte på institutionen?

Personalet på Sao Mai har forskellige former for uddannelse, nogle er uddannet som lærerinder på universitetet og andre kommer direkte fra gymnasiet. Derfor er det heller ikke alle ansatte som har en uddannelse. I hver klasse er der dog en uddannet overlærerinde, der styre klassen og de andre lærerinder.
På Sao Mai er der også ansat talepædagoger, disse har dog ikke nødvendigvis denne uddannelse. Men det er de dygtige lærerinder, som ledelsen har forfremmet til talepædagoger.
Om personalet er uddannet inden for det pædagogiske felt eller ej, må det siges at de gør alt hvad der står i deres magt for børnene på Sao Mai. Desuden sørger dr. Lan for at frivillige fra hele verden, som os selv, ”efter uddanner” via workshops. Det er her personalet får deres viden, omkring børn med særlige behov. Udover personalet som ”er på gulvet” er der en række folk med andre uddannelser, psykologer og psykiatere, de udreder børnene og laver børnenes ”individuelle” planer. 

Hvilke faggrupper udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark?

Her i Vietnam kender man ikke til faggruppen pædagoger. Så på Sao Mai er det lærerinderne der udfører det pædagogiske arbejde. Lærerinderne har dog ikke den store indflydelse på det pædagogiske arbejde, da der er strenge retningslinjer fra ledelsen om hvordan strukturen og aktiviteterne i klassen er sammensat. Det er primært undervisningen der ses som det pædagogiske arbejde. Undervisningen er struktureret læring og det er primært det samme de lærer som i Danmark, men bare en anden metode/tilgang. Deres tilgang til børnene er præget af det som vi i Danmark vil definere som det behavioristiske menneske syn. Ifølge det behavioristiske menneskesyn betragtes barnet som en tom tavle, som bare skal fyldes på. Barnet har ingen iboende kompetencer, men skal tillæres alt.
I Danmark betragter vi os selv som havende det hummanistiske menneskesyn, hvor barnet betragtes som at det netop har nogle iboende kompetencer, som kan udfoldes via forskellige stimuli i samspil med barnet.

Hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børnene?

Det kan godt være svært, at få en forklaring på de pædagogiske metoder, da der i samfundet er nogle forestillinger om hvordan børn skal opfører sig, disse forestillinger tager ikke hensyn til børn med særlige behov. Det faktum at klasseværelserne er videoovervågede og ledelsen følger med, gør ay lærerinderne ikke altid handler efter deres egen overbevisning og har derfor svært ved at forklarer de pædagogiske overvejelser. Undervisningen er en traditionel træning med en forhåbning om, at fremkalde en ønsket adfærd, men desværre bliver der ikke set meget på den enkeltes adfærd men nærmere en generel adfærd som mål for alle børn. Dette skal igen forståes udfra at de i vietnam opdrager til en form for sammenhold, hvor vi i Europa og især Danmark opdrager individet, selvstændighed for individet.

På Sao Mai er der indført piktogrammer i alle klasser der skulle gøre hverdagen mere struktureret og forståelig for børnene. Disse bliver brugt flittigt men ofte lidt tilfældigt og de billeder der bliver brugt mest, er dem hvor børnene skal sidde stille og være stille. De bruger dem ikke til at gøre strukturen mere overskuelig, men mere til at styre børnene når der er tale om uønsket adfærd.

Er den styret af en ”læseplan” eller andre centrale forordninger?

Jeg har endnu ikke set en læseplan på Sao Mai. Måden undervisningen er sammensat på er styret ud fra børnenes alder og udviklingstrin. Formålet med undervisningen handler om de helt centrale kundskabs- og færdighedsområder dvs. hvad den traditionelle opdragelse dikterer skal kunnes. F.eks. at kunne tage sin jakke og sko på, kende navnene på dyr og frugter, vide hvordan de ser ud og føles. Alle børn har en individuel læseplan, men klassen er delt ind i to eller tre grupper med ca. 5 børn i hver. Børnene i grupperne modtager den samme undervisning, så det er svært at få øje på den differentierede undervisning bortset fra de grupper de er delt ind i.

Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte sig?

Lærerinderne gør sig blandt andet didaktiske overvejelser om sammensætningen af børnene, i de små grupper i undervisningssituationerne. Børnene er fx opdelt i 2 eller 3 mindre grupper i klassen, hvor de er opdelt efter evne, sprog og færdigheder.
Jeg oplever nogle af lærerinderne fanger hvad der optager børnene og forsøger at bruge disse ting i undervisningen.
Jeg oplever dog ikke, at der er de store overvejelser over hvordan tilgangen til børnene er og det de laver giver meget mening for børnene. De metoder de bruger er ikke tilpasset det enkeltes barns særlige behov, igen de skal passe ind i fællesskabet, ikke være individer.
Lærerinderne vurderer hvilke børn som kan have lidt mere ansvar end andre.

Hvilke sider af læringen lægges der vægt på?

Der lægges enormt meget vægt på den strukturerede læring på Sao Mai og at børnene skal fyldes med viden/lærdom. Læringen skal foregå gennem undervisning og det er vigtigt for dem at børnene kan sidde helt stille på deres stole mens de bliver undervist. Undervisningen foregår oftest enkeltvis dvs. at resten af børnene sidder og venter med et stykke legetøj til det bliver deres tur, så meget af dagen forgår siddende på en stol.

Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig?

For mig må det uden tvivl være den struktureret undervisnings form og hele tanken bag mennesket. For mig er det helt absurd at arbejde ud fra dette grundsyn, men set med mine vietnamesiske briller giver det god mening og ud fra det de tror på. En anden ting der er en stor del af det pædagogiske element derhjemme, som har gjort stort indtryk på mig er, at børnene ikke selv for lov til at prøve noget f.eks. det at spise, tage tøj på, rede seng osv., ting som vi hjemme i dk ville se som helt naturlige pædagogiske elementer og udvikling af selvstændighed, som også er på dagsordenen her. Når de skal lære disse helt elementære og uundværlige færdigheder modtager de undervisning i det, men når de så skal bruge det i praksis får de ikke lov, f.eks. madsituationen. Et andet eksempel er at vaske hænder, det får de undervisning i, men bliver ikke trænet i at gøre det når de har været på toilettet eller inden de skal spise, så de kan godt vaske fingre, men ved ikke hvornår de skal bruge det.

Hvordan ser en typisk dag – uge ud?

08:00-08:15 Børnene ankommer.
08:15-08:50 Morgen sang hvor der synges god morgen til hvert barn.
08:50-08:55 Toilet.
08:55-09:20 Social skills.
09:25-09:55 Kommunikation.
09:55-10:20 Motion, tv, musik.
10:25-11:00 Mad.
11:00-14:00 Middagslur.
14:10-14:35 Motor skills.
14:35-15:05 Kommunikation.
15:05-15:30 Snack.
15:30-16:00 Der synges farvel til hvert barn.
16.00-16.30 Børnene bliver hentet

De ting der undervises i er motor skills, social skills, language development/communication, game, exersice, drawing og write this.
Det er disse lektioner der undervises i på skift, der er fem lektioner i løbet af dagen, der er typisk en af lektioner der involvere at man bevæger sig, den ligger oftest inden maden eller efter middagsluren.

Mine mål i Vietnam

1. Jeg vil gerne prøve at kommunikere bedre med lærerinderne på min stue og på den måde også skabe kendskab til deres pædagogiske kultur.

 

Hvorfor: For at prøve og sætte mig ind i deres måde, at arbejde på og for at prøve og forstå deres form for pædagogik. Den danske kultur er meget anderledes end den Vietnamesiske, så det er på den måde en meget stor udfordring og det er svært at forstå, hvorfor de handler på en anden måde, end hvad jeg selv ville have gjort.

Hvordan: Ved at observere dem i hverdagen og stille spørgsmål, hvis der er nogle ting jeg undrer mig over.

 

2. Efterfølgende vil jeg arbejde med en af børnene på min stue.

Hvorfor: Det vil jeg gøre, da jeg føler at han bliver “glemt” og overset i dvs. situationer, som f.eks. i goddag og farvel sangen, fælles leg og spisning. Derudover føler jeg, at lærerinder er meget strenge overfor netop ham og han får en del mindre omsorg, end de andre børn i klassen.

Hvordan: Jeg vil 1-2 gange om ugen forsøge at få drengen ud af klassen og lave nogle ting kun med ham, hvor han ikke føler sig stresset over lærerindernes råben i hovedet på ham. Jeg vil prøve at finde ud af hvilke interesser drengen har og så arbejde udfra det.

 

3. Lave 2 workshops sammen med de andre danske studerende.

Hvorfor: for at diskutere og reflektere over forskellige pædagogiske handlemuligheder. Videregive vores viden og pædagogik og give lærerinderne en forståelse for, de metoder vi bruger i Danmark.

Hvordan: Lave en masse reflektioner over mit arbejde, og fortælle dem grundlaget for mine handlinger. Prøve så godt jeg kan, at forklare hvorfor jeg mener, at vores pædagogik, er vigtig for børn.

 

Trung tâm Sao Mai, Morningstar Center, er en skole for børn med indlæringsvanskeligheder og psykisk og fysisk handikap. Dr. Do Thuy Lan har grundlagt og er leder af Morningstar Center. Hun åbnede i 1995 en lille institution ved navn Bach Mai, med plads til 15-20 børn. Hun kunne dog hurtigt se, at behovet for flere institutionspladser og derfor begyndte hun i 1998 at planlægge opførelsen af Sao Mai som stod færdig i 2002. I dag fungerer Sao Mai som “Hovedinstitution” for Morningstar Center, Med Bach Mai som en ekstern afdeling. Hun startede dette projekt på baggrund af, at der i Vietnam (Hanoi) ikke fandtes institutioner for udviklingshæmmede børn og unge. Da grænserne blev åbnet, rejste Dr. Lan til Europa, nærmere betegnet Holland, Belgien og Tyskland, hvor hun stiftede bekendtskab med den Europæiske måde, at arbejde med børn og unge indenfor autismespektret. Morningstar Center er bygget med intentioner om at arbejde hen imod den Europæiske pædagogik og struktur. Hele institutionen er sammenlagt under navnet Trung Tâm Sao Mai, på engelsk Morningstar Center. Der er ca. 200 elever i alderen 2-17 år. Klasserne er opdelt i tre forskellige kategorier; Børn med autistiske træk, børn med Downs Syndrom, og børn med cerebral parese. Der er ca. 44 lærere, 3 psykologer, 10 “talepædagoger”, 1 fysioterapeut og 15 andre medarbejdere som indbefatter køkkenpersonale, pedeller, cafedame osv.

På Morningstar Center er der udover det faste personale også en del frivillige. Ikke kun os pædagogstuderende, men også andre studerende, både fra Danmark og andre lande. I øjeblikket er vi 6 pædagogstuderende, 2 Ergoterapeuter, 1 social og sundhedsassistent og 1 studerende fra Australien. Udover os er der på stedet en pensioneret lærer fra England. Han underviser Lærerinderne i at arbejde med børn med særlige behov, da de fleste kun har en uddannelse inden for normalområdet, eller slet ingen. Ham har jeg dog ikke været så heldige at møde endnu.

Morningstar Center er en NGO (non government organization) det vil sige at de ikke får nogen støtte fra Staten/regeringen. Ligeledes er det en non-profit organisation, hvor forældrene betaler for deres børns skolegang. Forældrebetalingen er afhængig af indkomst, men ligger gennemsnitligt på 2,5 mio. dong om måneden. Herudover tilbydes der ekstra individuel sprogstimulering mod betaling, jeg er dog ikke bevidste om prisen for det. Sao Mai har 4 etager. På stue etagen er der en klasse med børn med autistiske træk, et cafeteria hvor de ældste børn kan komme i jobtræning, et køkken, et kontor for forældrerådgivning, et kontor for skolesygeplejersken, 2 opstartsrum hvor børnene bliver testet i diverse færdigheder, før de bliver diagnosticeret og placeret i en klasse. I stueetagen er der udgang til en lille legeplads. På 1. Sal er der 4 autismeklasser, en klasse med cerebral parese og et stort motorik rum, samt en udgang til en swimmingpool som bliver anvendt til vandterapi, men dette foregår kun om sommeren da vandet ikke er opvarmet. På 2. Sal er der 6 klasser, for børn med autistisk træk og børn med downs syndrom, der et formningslokale hvor børnene for undervisning i at tegne og male. På 3. Sal findes der et stort konference lokale, kontorer, et lokale hvor de frivillige kan tage en lur i pausen og toiletter med toiletpapir og sæbe. På 4. Sal er der 10 lokaler for sprogstimulering, på denne etage lærer de ældste børn at læse og skrive. Der er tre klasser med store børn, to med downs syndrom og en autismeklasse, børnene på denne etage har en gang om ugen mulighed for at benytte sig af et computerrum til spil, internet osv. Endvidere er der et tomt lokale hvor der står musiklokale på. Det skal dog nævnes at de i Vietnam kalder stueetagen for 1. sal og 1. sal for 2. sal osv., hvilket vil sige at Morningstar Center har 5 etager.

Morningstar center ligger på Phuông Nhân chín (vejen)- Thanh Xuân (distriktet)- Hanoi (byen). Fra hvor jeg bor, Van Bâo, tager det ca. 25 minutter på cykel og 15-20min i taxa. Den første uge tog jeg og de andre piger jeg bor med taxa, det kostede omkring 40.000 dong, det svarer til ca. 12-14 kroner, pr. vej. Allerede hjemmefra havde vi snakket om, at vi gerne ville cykle på arbejde. Det viste sig hurtigt, at det sagtens kunne betale sig, da det tager næsten lige så lang tid, som at tage en taxa.

Sidste weekend var vi på bådtur til Ha Long Bay og Cat ba, to dejlige steder ude ved kysten. Vi blev hentet fredag morgen klokken halv otte og kørte så 4 timer i bus til Ha Long Bay, her kom vi ombord på en båd, hvor vi så sejlede rundt og så en masse flotte klipper. Vi sejlede i land igen ved 14 tiden, hvor Pernille og jeg så kom ud og sejle i kajak Det var fantastisk, selvom Pernille flere gange var sikker på at vi ville dø. Da vi kom tilbage, gik vi igen ombord på båden, hvor vi sejlede ud og lå mellem Ha Long Bay og Cat Ba, her skulle vi være natten over. Næste morgen sejlede vi ind til Cat Ba, hvor vi med bus kørte ind på midten af øen. Nu stod den så på trekking.. Har aldrig i mit liv prøvet noget så hårdt eller spændende. Det var de mest sindssyge sten vi gik på, midt på et bjerg, hvor der ingen sikkerhed var og alt var mudret til.. Det var så fedt Det tog Pernille og jeg halvanden time at komme til tops og ca. en time at komme ned igen.
Efter der blev vi kørt til vores hotel, som på ingen måde var det hotel vi havde set på et billed, men hvad pokker. Vi hoppede i vores bikinier og tog på stranden På vejen hjem fra stranden gik vi ind i en lille butik, hvor vi købte os nogle redbull og en vodka.. Vi gik tilbage på værelset, hvor Annemarie kom lidt op og skændes med ejeren af hotellet, for han mente ikke vi skulle have tre håndklæder og heller ikke tre dyner. Efter en lang kamp med ham, fik vi endelig det vi ville have.. LÆR NU FOR FANDEN ENGELSK SÅ VI KAN SNAKKE SAMMEN!!!
Om aftenen gik vi ud og mødtes med de andre fra bådturen, spiste noget mad og drak os en masse øl.. Senere på natten, tog vi et sted hen hvor man kunne synge karoke, det synes vi selv at vi var ret gode til. Dagen efter skulle vi op klokken halv syv, så med to timers søvn og alt for mange øl aftenen inden, tog vi tilbage til båden, for at sejle en times tid og derefter 4 timer hjem i bus.. Puha! Det var dejligt at komme ud og se andet end Hanoi, Sao Mai og mit værelse..
 
I går ankom Rikke, så hende tog vi godt imod. Pernille og jeg havde købt en flaske vodka og redbull på vejen hjem fra arbejdet.. Det blev så drukket igår aftes, hvor vi også var ude at spise.

Båden

 

Stuen

Køkkenet

Mit værelse

Første måned i Vietnam.

Jeg ankom til Hanoi for snart 4 uger siden og jeg tror stadigvæk ikke rigtig, at det er gået op for mig, hvor langt væk jeg egentlig er!
Vores ankomst var meget hektisk og jeg tror det eneste der holdte vores humør en lille smule oppe, var at det på ingen måde kunne blive meget værre. Inden vi forlod Danmark, havde vi en aftale med en Vietnamesisk familie om, at vi skulle leje deres hus i de 6 måneder vi er her, prisen var godt nok en del mere end vi havde regnet med, men vi gik med til det, da vi ikke havde så mange andre muligheder. Vores aftale gik ud på at vi skulle betale for alle seks måneder med det samme, hvilket var fint nok, for vi havde fået hævet pengene hjemmefra, aftalen gik også ud på, at Rikke (En af pigerne jeg rejser med, som desværre blev syg lige op til rejsen, så hun først kunne komme herned 4 uger efter) først skulle betale sine penge, når hun ankom.. MEN, det synes de kære vietnamesere ikke lige passede dem alligevel, så de ville have alle pengene på en gang, ellers ville der ikke være noget hus til os. Vi gik alle tre en smule i panik, da der ikke lige var nogen af os der havde så mange penge på kontoen, at vi kunne ligge ud for Rikke, plus at Rikke ikke havde fået svar fra hverken skolen eller hospitalet om hun overhovedet måtte rejse. Vi ringede hjem og vækkede den stakkels Rikke og sagde, at vi skulle have svar nu om hun kommer eller ej, plus at hun lige skulle overføre lidt over 7000 kr, til min konto.. Rikke måtte så ringe til hospitalet og skolen, og uden noget grønt lys fra nogle af stederne, overførte Rikke pengene. Da det så var på plads og vi havde aftalt med ejeren af huset, at hun kunne komme og hente Rikkes penge nogle dage efter, fik vi pænt at vide at vi da også lige skulle betale et depositum på 4000 kr.. Her var vi så på vej til at tage hjem, nu kunne de satme rende os!! Vi måtte forklare dem, at vi er fattige studerende og at vi ikke bare lige kunne finde 4000 kr, men det troede de ikke rigtig på, så vi fik en uge til at få skaffet de penge.. Tak skal I have! Nu var første dag ved at være gået og vi var alle godt trætte, da ingen af os havde sovet i flyet. Vi fik set den nærmeste gade, hvor vi fik en lille smule at spise og så ellers hjem i seng. Da vi vågnede næste morgen, fandt vi hurtigt ud af at internettet kun virkede i noget af huset, så ejeren af huset, fik nogle mænd ud og kigge på det.. Det kom til at virke i alle andre værelser end mit, så internetmanden sad lidt længe og biksede med min computer. Efter lidt tid, fik han en god idé, han ville prøve at installere noget i min computer, så den ville blive hurtigere, det ville jo være perfekt, så jeg stolede da på ham og efter 5 min., var det så lykkedes ham at ødelægge den.. Der kunne jeg ikke mere, så mit sprog blev meget grimt og jeg tror han kunne forstå på mig, at den computer den skule laves og det skulle gå meget stærkt. Han fik computeren med hjem og kom dagen efter med den, hvor alt var i den fineste orden, plus ingenting var slettet.. Men et tak, det fik han satme ikke!
Den første uge i Hanoi, var sådan lidt som de første to dage.. Alt var noget møg og vi snakkede stort set kun om, at rejse hjem igen. Mandag den 4. august skulle vi så starte arbejdet, på Sao Mai Center, en børnehave med handicappede børn. Den første dag var stille og rolig, vi fik fortalt en masse om stedet og fik set alle klasserne, hvor vi hver især så valgte den klasse vi ville være i. Jeg valgte en klasse med børn i alderen 2-4 år, som alle har fået tilegnet sig autisme.. Men om de har det, er der delte meninger om . Da vi kom hjem mandag, lavede vi et skema over vores tid på Sao Mai Center, som vi så afleverede om tirsdagen.

Ps. Når det regner, så regner det satme !