Få dage inden min hjemrejse sad jeg med en meget ambivalent følelse, der var en del af mig som ikke havde lyst til allerede at tage hjem, en anden del der ikke kunne vente med at komme hjem og en trejde del der slet ikke forstod hvad pokker der nu skulle ske.
Når jeg tænker tilbage på min tur, så forstår jeg ikke hvor tiden den blev af.. Puha, hvor er det hele dog gået stærkt. Jeg sidder lidt tilbage med følelsen af, at mit arbejde på Sao mai ikke er gjort færdigt. Jeg ville så gerne have gjort mange flere ting, for de børn og for lærerinderne. Det er svært at sige hvad jeg helt præcist har gjort. Har snakkket en del med de andre studerende om det, og er kommet frem til det, at jeg i det mindste har sørget for at de timer jeg har haft med børnene har de fået omsorg og anerkendelse. Min viden til anerkendelse er, at har et barn på et tidspunkt i sit liv fået anerkendelse, har den person været med til at gøre en forskel.
Jeg kommer til at savne Hanoi og børnene, rigtig meget, og jeg ved at det på ingen måde er sidste gang jeg har været i byen og heller ikke sidste gang jeg har været på Sao mai. På gensyn…
