Jeg glæder mig til, at blive færdig som pædagog, så jeg kan tjene nogle penge og derefter rejse tilbagge til det hele. I starten havde vi nogle svære uger, men de andre måneder har været fantastiske og jeg sætter stor pris på, at jeg har fået lov til, at prøve og bo i et andet land, med så anderledes en kultur.. Det er noget jeg er sikker på, alle mennesker vil have godt af at prøve.

Når jeg tænker tilbage på min tur, så forstår jeg ikke hvor tiden den blev af.. Puha, hvor er det hele dog gået stærkt. Jeg sidder lidt tilbage med følelsen af, at mit arbejde på Sao mai ikke er gjort færdigt. Jeg ville så gerne have gjort mange flere ting, for de børn og for lærerinderne. Det er svært at sige hvad jeg helt præcist har gjort. Har snakkket en del med de andre studerende om det, og er kommet frem til det, at jeg i det mindste har sørget for at de timer jeg har haft med børnene har de fået omsorg og anerkendelse. Min viden til anerkendelse er, at har et barn på et tidspunkt i sit liv fået anerkendelse, har den person været med til at gøre en forskel.

Jeg kommer til at savne Hanoi og børnene, rigtig meget, og jeg ved at det på ingen måde er sidste gang jeg har været i byen og heller ikke sidste gang jeg har været på Sao mai. På gensyn…

Jeg står op ved 7 tiden, cykler mod Sao mai 07.30, det tager mig ca. 25min at cykle, alt afhængigt af vejret og trafikken. Inden vi møder i klasserne, sidder vi gerne i caféen og spiser morgenmad sammen. Ved 08 tiden går vi ud i hver vores klasse, jeg sætter mig sammen med børnene og venter til alle er kommet. Inden klokken slår 09, har vi sunget goddag til alle børnene, først efter det kan dagen begynde.

Børnene har social skills som første lektion, her lærer børnene forskellige færdigheder og begreber, som gør det nemmere for dem at klare sig i det vietnamesiske samfund. Derefter står den på kommunikation, børnene lærer tallene, frugt, grønsager, køkkenting, sange, farver osv. Inden frokost har vi i dag frileg, det er som regel altid en eller anden form for motion der er sidste lektion. Mellen 10.30 – 11.00 er der frokost, efter fulgt af 3 timers lur. Jeg går til frokost og derefter får jeg mig også en lur. Klokken 14 er jeg tilbage i klassen, første lektion efter frokost er I can, her lærer børnene praktiske ting, som at tage sko, jakke og bukser på. Både på sig selv, men også på hinanden. Efter denne lektion er det tid til eftermiddages snack, den består for det meste af grød, da de børn jeg passer er 2-4 år. Efter snacken bliver der sunget farvel til hvert barn og børnene sidder derefter i en rundkreds og venter på at blive hentet.

Når jeg har fri fra Sao Mai går aftenen gerne sådan, at vi tager ud og spiser, gerne oppe ved Hoan Kiem søen, vi går lidt rundt deroppe og hygger os, hvorefter vi tager hjem og enten ser en film eller snakker med derhjemme fra.

Om lørdagen tog vi op til et hotel ved West Lake, Thang Loi Hotel, for at bruge deres pool. Vi betaler 40.000 VND, for at låne poolen hele dagen, dvs. ca. 12 kroner. Hotellet er skønt og er dejligt at komme et sted hen, uden larm.

Søndag var vi inviteret til fødselsdag hos en lærer fra vores arbejde, det var en meget anderledes fødselsdag, end hvad vi kender hjemmefra. Da vi kom ind på hans værelse, blev vi alle sat i en rundkreds på gulvet, mens der så blev placeret en masse forskelligt slags mad i midten. Så kunne vi ellers bare gå til den. Da vi havde været der i lidt tid, spurgte læreren os om vi ikke ville synge en sang for ham, så vi sang en dansk fødselsdagssang.. Den var de meget vilde med Efter vi havde sunget, sang hans 4 søskende en kærlighedssang.. Er første gang vi har hørt nogle vietnamesere synge, hvor det faktisk lød okay. Kort tid efter sangen var færdig, rejste de sig alle 4 op og begyndte at synge igen, mens de forlod rummet.. De vinkede på vej ud og sagde farvel, og det var så åbenbart deres måde at forlade fødselsdagen på.. Det var lidt underligt.

Mandag kørte vi op og så Hoa Lo prison, eller helvedeshullet, som vietnameserne kalder det, et fransk fængsel fra gamle dage. Det var rigtig spændende, at læse hvad de havde været igennem og se en masse billeder af alle de ting de brugte den gang, plus vi fik lov til at komme ind i alle de forskellige rum. Vi så små gange, de havde gravet, fordi de havde prøvet at flygte, det var verdens mindste huller, hvor jeg dårligt nok tror børn på 10 år ville kunne komme igennem, men  det var lykkedes for 5 mænd at komme igennem og flygte.

 Det hele var meget opsat og alt var gjort pænt, hvilket jeg synes var en skam, for det ødelagde lidt forestillingen om hvordan det var den gang.

 Efter vi havde set Hoa Lo cyklede vi op til Hoan Kiem lake, hvor vi parkerede vores cykler på en stor plads, overfor den berømte jadehøj. Der stod nogle unge fyre som sagde en masse til, pejede på vores cykler og grinte en del.. Vi kiggede dumt på dem og gik så videre. Vi gik ind på den rødebro og betalte så 10.000 VND for at komme ind og se jadehøjen. Når man står inde på jadehøjen, kan man se ud til skildpaddetårnet, og vietnameserene siger at hvis man kan se den store skildpadde komme op ad vandet, så bringer det lykke.

 På broen så vi en lille skildpadde lege i vandet, den prøvede at fange en død fisk. Den store skildpadde så vi dog ikke, men lidt lykke må den lille da give. Efter lidt tid gik vi igen ud til vores cykler.. Vi nåede dog ikke særlig langt, før Annemarie opdagede at begge hendes dæk var punkteret, hvorefter jeg kigger ned på mit bagdæk og ser at de også er helt fladt… Vi kiggede over på de drenge der stod på pladsen og kunne se de synes det var enorm sjovt.. #¤%&/()=)(/&%¤”#¤%&/()=?)(/&%¤#¤%&/()=?)(/&%¤#¤%&/()=?=)(/&%¤#¤%&/()… NU TÆVER JEG SNART DEN ENE MED DEN ANDEN… Er træt af dumme vietnamesere, og synes efterhånden vi har mødt rigtig mange!!!! Vi gik hen til dem med vores cykler.. Annemarie talte meget meget store bogstaver, mens jeg prøvede at få fat på ejeren af vores hus, for at høre hvad han synes vi skulle gøre. Han kunne desværre ikke hjælpe os, da han ikke var i Hanoi.. Ihhh.. Vi truede dem med politiet, men var som om de var ret ligeglade.. Øv. Vi stod der lidt tid, og blev så enige om at gå videre for, at finde nogen som kunne hjælpe med at lave dem. Vi fandt en sød gammel mand, som lappede begge cykler for 50.000 VND, ca. 15 kroner.

Hvilke faggrupper udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark?

Her i Vietnam kender man ikke til faggruppen pædagoger. Så på Sao Mai er det lærerinderne der udfører det pædagogiske arbejde. Lærerinderne har dog ikke den store indflydelse på det pædagogiske arbejde, da der er strenge retningslinjer fra ledelsen om hvordan strukturen og aktiviteterne i klassen er sammensat. Det er primært undervisningen der ses som det pædagogiske arbejde. Undervisningen er struktureret læring og det er primært det samme de lærer som i Danmark, men bare en anden metode/tilgang. Deres tilgang til børnene er præget af det som vi i Danmark vil definere som det behavioristiske menneske syn. Ifølge det behavioristiske menneskesyn betragtes barnet som en tom tavle, som bare skal fyldes på. Barnet har ingen iboende kompetencer, men skal tillæres alt.
I Danmark betragter vi os selv som havende det hummanistiske menneskesyn, hvor barnet betragtes som at det netop har nogle iboende kompetencer, som kan udfoldes via forskellige stimuli i samspil med barnet.

Hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børnene?

Det kan godt være svært, at få en forklaring på de pædagogiske metoder, da der i samfundet er nogle forestillinger om hvordan børn skal opfører sig, disse forestillinger tager ikke hensyn til børn med særlige behov. Det faktum at klasseværelserne er videoovervågede og ledelsen følger med, gør ay lærerinderne ikke altid handler efter deres egen overbevisning og har derfor svært ved at forklarer de pædagogiske overvejelser. Undervisningen er en traditionel træning med en forhåbning om, at fremkalde en ønsket adfærd, men desværre bliver der ikke set meget på den enkeltes adfærd men nærmere en generel adfærd som mål for alle børn. Dette skal igen forståes udfra at de i vietnam opdrager til en form for sammenhold, hvor vi i Europa og især Danmark opdrager individet, selvstændighed for individet.

På Sao Mai er der indført piktogrammer i alle klasser der skulle gøre hverdagen mere struktureret og forståelig for børnene. Disse bliver brugt flittigt men ofte lidt tilfældigt og de billeder der bliver brugt mest, er dem hvor børnene skal sidde stille og være stille. De bruger dem ikke til at gøre strukturen mere overskuelig, men mere til at styre børnene når der er tale om uønsket adfærd.

Er den styret af en ”læseplan” eller andre centrale forordninger?

Jeg har endnu ikke set en læseplan på Sao Mai. Måden undervisningen er sammensat på er styret ud fra børnenes alder og udviklingstrin. Formålet med undervisningen handler om de helt centrale kundskabs- og færdighedsområder dvs. hvad den traditionelle opdragelse dikterer skal kunnes. F.eks. at kunne tage sin jakke og sko på, kende navnene på dyr og frugter, vide hvordan de ser ud og føles. Alle børn har en individuel læseplan, men klassen er delt ind i to eller tre grupper med ca. 5 børn i hver. Børnene i grupperne modtager den samme undervisning, så det er svært at få øje på den differentierede undervisning bortset fra de grupper de er delt ind i.

Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte sig?

Lærerinderne gør sig blandt andet didaktiske overvejelser om sammensætningen af børnene, i de små grupper i undervisningssituationerne. Børnene er fx opdelt i 2 eller 3 mindre grupper i klassen, hvor de er opdelt efter evne, sprog og færdigheder.
Jeg oplever nogle af lærerinderne fanger hvad der optager børnene og forsøger at bruge disse ting i undervisningen.
Jeg oplever dog ikke, at der er de store overvejelser over hvordan tilgangen til børnene er og det de laver giver meget mening for børnene. De metoder de bruger er ikke tilpasset det enkeltes barns særlige behov, igen de skal passe ind i fællesskabet, ikke være individer.
Lærerinderne vurderer hvilke børn som kan have lidt mere ansvar end andre.

Hvilke sider af læringen lægges der vægt på?

Der lægges enormt meget vægt på den strukturerede læring på Sao Mai og at børnene skal fyldes med viden/lærdom. Læringen skal foregå gennem undervisning og det er vigtigt for dem at børnene kan sidde helt stille på deres stole mens de bliver undervist. Undervisningen foregår oftest enkeltvis dvs. at resten af børnene sidder og venter med et stykke legetøj til det bliver deres tur, så meget af dagen forgår siddende på en stol.

Hvilke specielle træk ved pædagogikken gør indtryk på dig?

For mig må det uden tvivl være den struktureret undervisnings form og hele tanken bag mennesket. For mig er det helt absurd at arbejde ud fra dette grundsyn, men set med mine vietnamesiske briller giver det god mening og ud fra det de tror på. En anden ting der er en stor del af det pædagogiske element derhjemme, som har gjort stort indtryk på mig er, at børnene ikke selv for lov til at prøve noget f.eks. det at spise, tage tøj på, rede seng osv., ting som vi hjemme i dk ville se som helt naturlige pædagogiske elementer og udvikling af selvstændighed, som også er på dagsordenen her. Når de skal lære disse helt elementære og uundværlige færdigheder modtager de undervisning i det, men når de så skal bruge det i praksis får de ikke lov, f.eks. madsituationen. Et andet eksempel er at vaske hænder, det får de undervisning i, men bliver ikke trænet i at gøre det når de har været på toilettet eller inden de skal spise, så de kan godt vaske fingre, men ved ikke hvornår de skal bruge det.

Hvordan ser en typisk dag – uge ud?

08:00-08:15 Børnene ankommer.
08:15-08:50 Morgen sang hvor der synges god morgen til hvert barn.
08:50-08:55 Toilet.
08:55-09:20 Social skills.
09:25-09:55 Kommunikation.
09:55-10:20 Motion, tv, musik.
10:25-11:00 Mad.
11:00-14:00 Middagslur.
14:10-14:35 Motor skills.
14:35-15:05 Kommunikation.
15:05-15:30 Snack.
15:30-16:00 Der synges farvel til hvert barn.
16.00-16.30 Børnene bliver hentet

De ting der undervises i er motor skills, social skills, language development/communication, game, exersice, drawing og write this.
Det er disse lektioner der undervises i på skift, der er fem lektioner i løbet af dagen, der er typisk en af lektioner der involvere at man bevæger sig, den ligger oftest inden maden eller efter middagsluren.

Trung tâm Sao Mai, Morningstar Center, er en skole for børn med indlæringsvanskeligheder og psykisk og fysisk handikap. Dr. Do Thuy Lan har grundlagt og er leder af Morningstar Center. Hun åbnede i 1995 en lille institution ved navn Bach Mai, med plads til 15-20 børn. Hun kunne dog hurtigt se, at behovet for flere institutionspladser og derfor begyndte hun i 1998 at planlægge opførelsen af Sao Mai som stod færdig i 2002. I dag fungerer Sao Mai som “Hovedinstitution” for Morningstar Center, Med Bach Mai som en ekstern afdeling. Hun startede dette projekt på baggrund af, at der i Vietnam (Hanoi) ikke fandtes institutioner for udviklingshæmmede børn og unge. Da grænserne blev åbnet, rejste Dr. Lan til Europa, nærmere betegnet Holland, Belgien og Tyskland, hvor hun stiftede bekendtskab med den Europæiske måde, at arbejde med børn og unge indenfor autismespektret. Morningstar Center er bygget med intentioner om at arbejde hen imod den Europæiske pædagogik og struktur. Hele institutionen er sammenlagt under navnet Trung Tâm Sao Mai, på engelsk Morningstar Center. Der er ca. 200 elever i alderen 2-17 år. Klasserne er opdelt i tre forskellige kategorier; Børn med autistiske træk, børn med Downs Syndrom, og børn med cerebral parese. Der er ca. 44 lærere, 3 psykologer, 10 “talepædagoger”, 1 fysioterapeut og 15 andre medarbejdere som indbefatter køkkenpersonale, pedeller, cafedame osv.

På Morningstar Center er der udover det faste personale også en del frivillige. Ikke kun os pædagogstuderende, men også andre studerende, både fra Danmark og andre lande. I øjeblikket er vi 6 pædagogstuderende, 2 Ergoterapeuter, 1 social og sundhedsassistent og 1 studerende fra Australien. Udover os er der på stedet en pensioneret lærer fra England. Han underviser Lærerinderne i at arbejde med børn med særlige behov, da de fleste kun har en uddannelse inden for normalområdet, eller slet ingen. Ham har jeg dog ikke været så heldige at møde endnu.

Morningstar Center er en NGO (non government organization) det vil sige at de ikke får nogen støtte fra Staten/regeringen. Ligeledes er det en non-profit organisation, hvor forældrene betaler for deres børns skolegang. Forældrebetalingen er afhængig af indkomst, men ligger gennemsnitligt på 2,5 mio. dong om måneden. Herudover tilbydes der ekstra individuel sprogstimulering mod betaling, jeg er dog ikke bevidste om prisen for det. Sao Mai har 4 etager. På stue etagen er der en klasse med børn med autistiske træk, et cafeteria hvor de ældste børn kan komme i jobtræning, et køkken, et kontor for forældrerådgivning, et kontor for skolesygeplejersken, 2 opstartsrum hvor børnene bliver testet i diverse færdigheder, før de bliver diagnosticeret og placeret i en klasse. I stueetagen er der udgang til en lille legeplads. På 1. Sal er der 4 autismeklasser, en klasse med cerebral parese og et stort motorik rum, samt en udgang til en swimmingpool som bliver anvendt til vandterapi, men dette foregår kun om sommeren da vandet ikke er opvarmet. På 2. Sal er der 6 klasser, for børn med autistisk træk og børn med downs syndrom, der et formningslokale hvor børnene for undervisning i at tegne og male. På 3. Sal findes der et stort konference lokale, kontorer, et lokale hvor de frivillige kan tage en lur i pausen og toiletter med toiletpapir og sæbe. På 4. Sal er der 10 lokaler for sprogstimulering, på denne etage lærer de ældste børn at læse og skrive. Der er tre klasser med store børn, to med downs syndrom og en autismeklasse, børnene på denne etage har en gang om ugen mulighed for at benytte sig af et computerrum til spil, internet osv. Endvidere er der et tomt lokale hvor der står musiklokale på. Det skal dog nævnes at de i Vietnam kalder stueetagen for 1. sal og 1. sal for 2. sal osv., hvilket vil sige at Morningstar Center har 5 etager.

Morningstar center ligger på Phuông Nhân chín (vejen)- Thanh Xuân (distriktet)- Hanoi (byen). Fra hvor jeg bor, Van Bâo, tager det ca. 25 minutter på cykel og 15-20min i taxa. Den første uge tog jeg og de andre piger jeg bor med taxa, det kostede omkring 40.000 dong, det svarer til ca. 12-14 kroner, pr. vej. Allerede hjemmefra havde vi snakket om, at vi gerne ville cykle på arbejde. Det viste sig hurtigt, at det sagtens kunne betale sig, da det tager næsten lige så lang tid, som at tage en taxa.

Stuen

Køkkenet

Mit værelse

Første måned i Vietnam.

Jeg ankom til Hanoi for snart 4 uger siden og jeg tror stadigvæk ikke rigtig, at det er gået op for mig, hvor langt væk jeg egentlig er!
Vores ankomst var meget hektisk og jeg tror det eneste der holdte vores humør en lille smule oppe, var at det på ingen måde kunne blive meget værre. Inden vi forlod Danmark, havde vi en aftale med en Vietnamesisk familie om, at vi skulle leje deres hus i de 6 måneder vi er her, prisen var godt nok en del mere end vi havde regnet med, men vi gik med til det, da vi ikke havde så mange andre muligheder. Vores aftale gik ud på at vi skulle betale for alle seks måneder med det samme, hvilket var fint nok, for vi havde fået hævet pengene hjemmefra, aftalen gik også ud på, at Rikke (En af pigerne jeg rejser med, som desværre blev syg lige op til rejsen, så hun først kunne komme herned 4 uger efter) først skulle betale sine penge, når hun ankom.. MEN, det synes de kære vietnamesere ikke lige passede dem alligevel, så de ville have alle pengene på en gang, ellers ville der ikke være noget hus til os. Vi gik alle tre en smule i panik, da der ikke lige var nogen af os der havde så mange penge på kontoen, at vi kunne ligge ud for Rikke, plus at Rikke ikke havde fået svar fra hverken skolen eller hospitalet om hun overhovedet måtte rejse. Vi ringede hjem og vækkede den stakkels Rikke og sagde, at vi skulle have svar nu om hun kommer eller ej, plus at hun lige skulle overføre lidt over 7000 kr, til min konto.. Rikke måtte så ringe til hospitalet og skolen, og uden noget grønt lys fra nogle af stederne, overførte Rikke pengene. Da det så var på plads og vi havde aftalt med ejeren af huset, at hun kunne komme og hente Rikkes penge nogle dage efter, fik vi pænt at vide at vi da også lige skulle betale et depositum på 4000 kr.. Her var vi så på vej til at tage hjem, nu kunne de satme rende os!! Vi måtte forklare dem, at vi er fattige studerende og at vi ikke bare lige kunne finde 4000 kr, men det troede de ikke rigtig på, så vi fik en uge til at få skaffet de penge.. Tak skal I have! Nu var første dag ved at være gået og vi var alle godt trætte, da ingen af os havde sovet i flyet. Vi fik set den nærmeste gade, hvor vi fik en lille smule at spise og så ellers hjem i seng. Da vi vågnede næste morgen, fandt vi hurtigt ud af at internettet kun virkede i noget af huset, så ejeren af huset, fik nogle mænd ud og kigge på det.. Det kom til at virke i alle andre værelser end mit, så internetmanden sad lidt længe og biksede med min computer. Efter lidt tid, fik han en god idé, han ville prøve at installere noget i min computer, så den ville blive hurtigere, det ville jo være perfekt, så jeg stolede da på ham og efter 5 min., var det så lykkedes ham at ødelægge den.. Der kunne jeg ikke mere, så mit sprog blev meget grimt og jeg tror han kunne forstå på mig, at den computer den skule laves og det skulle gå meget stærkt. Han fik computeren med hjem og kom dagen efter med den, hvor alt var i den fineste orden, plus ingenting var slettet.. Men et tak, det fik han satme ikke!
Den første uge i Hanoi, var sådan lidt som de første to dage.. Alt var noget møg og vi snakkede stort set kun om, at rejse hjem igen. Mandag den 4. august skulle vi så starte arbejdet, på Sao Mai Center, en børnehave med handicappede børn. Den første dag var stille og rolig, vi fik fortalt en masse om stedet og fik set alle klasserne, hvor vi hver især så valgte den klasse vi ville være i. Jeg valgte en klasse med børn i alderen 2-4 år, som alle har fået tilegnet sig autisme.. Men om de har det, er der delte meninger om . Da vi kom hjem mandag, lavede vi et skema over vores tid på Sao Mai Center, som vi så afleverede om tirsdagen.

Ps. Når det regner, så regner det satme !